Institutionspædagogik

- Uddannelse af ansatte:
Alle lærerne der underviser er uddannet. De har papir på, at de er uddannet, og Isak og Susan gør meget ud af, at de er uddannet.
- Faggrupper der laver pædagogisk arbejde:
Der er ikke som sådan faggrupper. Der er lærerne der underviser og ellers der en køkkendame, og tre andre damer der vasker tøj og sovesale. Køkkendamen og rengøringsdamerne er ikke uddannet. En af dem har slet ikke gået i skole, og de tre andre stoppede efter Primary (folkeskolen). Der er en form for pædagogisk arbejde, men det er mere børnene imellem det foregår. Isak og Susan (Isak er leder, Susan er hans kone) holder af børnene og vil dem det bedste, men mangler nogle gange nogle midler til at gøre det. Børnene er gode til at hjælpe hinanden, hjælpe sig selv og til at se efter hinanden og faktisk også opdrage hinanden. De større børn ved, hvordan man gør Isak tilfreds, og det giver de videre til de mindre børn.
- Forklaring af aktiviteter, handlinger og relationer (herunder om de er styret af noget):
Børnehjemmet er et offentligt børnehjem og er derfor styret af de offentlige regler. Bl.a. at man ikke må slå børn. Jeg har dog set børn blive slået, men det har været af rengøringsdamerne. De ved ikke bedre, er jeg blevet fortalt, og jeg skal sige det til Isak, hver gang jeg ser det, fordi han så vil true dem med at sende dem hjem, og han vil melde dem til politiet.
- Didaktiske overvejelser:
Målet med den uddannelse de giver børnene på børnehjemmet, har til formål at hjælpe barnet, så barnet kan blive en arbejder (citat fra Isak). Så barnet kan tjene sine egne penge og forsørge sin egen familie. Tankegangen omkring uddannelse som et middel til et funktionelt samfund, vil jeg mene, ikke er til stede. De ser det ikke sådan. De ser sig selv og deres (kommende) familie.
- Læring:
Den læring der er på børnehjemmet, foregår mest fra de store børn til de mindre børn. Der er mange børn på børnehjemmet, og hvis man skulle se på normeringen, som er ret vigtig i en dansk institution, så er normeringen virkelig dårlig. Men dermed ikke sagt, at læringen ikke er til stede, men den kommer ikke fra de voksne – men primært fra børn til børn. Læringen går mest ud på, hvordan man gør Isak og Susan tilfreds, og hvordan man skal opfører sig overfor hinanden – næstekærlighed. Hvordan man begår sig blandt andre mennesker, og hvordan man gør sig selv til et godt eksempel i samfundet.
- Specielle træk ved pædagogikken jeg har bidt mærke i:
Jeg har bidt mest mærke i, at den pædagogik der er, er børn der varetager den. Jeg synes, det er fascinerende og skræmmende på samme tid. Jeg ville gerne se, at de voksne var lidt mere med omkring det. Børnene kan virke meget overladt til sig selv, og det kan somme tider skabe nogle konflikter mellem børnene.
- En typisk dag/uge:
En typisk dag på børnehjemmet går ud på, at jeg hilser på Isak og Susan, hvorefter jeg hilser på de børn, jeg møder på min vej rundt på børnehjemmet. Jeg snakker med børnene, jeg giver dem en nærhed, de ikke er vant til, jeg leger med dem, jeg lærer dem omkring Danmark (for det meste), men sommetider lærer jeg dem også omkring verden. Det er meget forskelligt, hvordan min dag ser ud, og mange gange går dagen med at kramme og være i nærheden af en masse børn, fordi de udviser et behov for nærhed. Og det behov kan jeg opfylde, men samtidig er jeg også opmærksom på, at det ikke skal foregår hver dag, fordi det så vil blive ret svært for børnene, når jeg skal hjem igen.
- Observationer og overvejelser jeg har omkring læringsmiljøet:
Børnene er meget selvstændige helt fra små af. Børn i Danmark virker meget hjælpeløse sammenlignet med børnene på børnehjemmet. Det er en ting, jeg har tænkt meget over. Børnene får lov til at gøre, hvad der passer dem, men hvis de overskrider en grænse som Isak eller Susan ikke vil synes om, så er de andre børn der lige med det samme og irettesætter. Børnene lærer hurtigt, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. De er stadig børn, og de overskrider grænser – men her kan konsekvenserne være enorme. Det er ikke altid til at forudse konsekvenserne på handlinger og valg der bliver foretaget.
Det er fascinerende at se, hvordan børnene hurtigt opfanger en fare og ved, hvornår lege skal stoppes, hvis der er fare. Et eksempel er, når de leger med en plasticpose. Den skal tit over hovedet – enten hele hovedet eller kun til ørene. Det ville et barn i Danmark aldrig få lov til, men her i Uganda er der ikke rigtig samme fare, som vi stiller op i Danmark. Eller også er der, men de ser det ikke. Der er aldrig sket et uheld, hvor et barn er blevet kvalt i en plasticpose, hvilket er ret imponerende. Men det har fået mig til at tænke på, om vi er for overbeskyttende i Danmark, og hvorfor vi ser fare alle vegne, når små børn er i nærheden.
- Institutionens tanker omkring læringsmiljø:
Isak og Susan synes, at det læringsmiljø, der er på børnehjemmet, godt kunne være bedre, men at det er bedre end andre steder. De vil gerne forbedre det, men de ved ikke hvordan. I så fald skal der penge til, og det kan ikke lade sig gøre, fordi der er udgifter til læger, hospitaler, skoler, lærer, arbejdere, osv. Men med støtte fra forskellige lande, bliver tingene forbedret lidt efter lidt, hvilket Isak er meget stolt af.