Besvarelse af læringsmål
Læringsmål 1:
Hvad:
Jeg vil gennem praktikperioden samle viden og erfaringer omkring de kulturelle faktorer for den pædagogiske profession i Uganda
Hvorfor:
For at opnå et større fagligt aspekt, og respekt, for den Ugandiske måde at tænke pædagogik på. (Hvis der overhovedet findes en sådan måde?)
Hvordan:
Det vil jeg gøre gennem observationer og samtale med personalet, samt at drage paralleller til dansk institutionsliv.
Besvarelse:
På børnehjemmet er der en vision om, at man gerne vil være professionelle i arbejdet med så mange børn (uden for ferierne bor der ca. 150 børn på børnehjemmet, og derudover går der ca. 70 børn i skole på børnehjemmet. I ferierne bor der ca. 40 børn). Men det er ikke altid nemt at opfylde visionen, når man lever i en afrikansk kultur, hvor de voksne, og ældste, bestemmer markant. Der er ikke en decideret måde at tænke pædagogik på, men der er tanker om, hvordan det kunne være bedre. Og jeg tror, at så længe visionen lever i bedste velgående, så kommer det praktiske med tiden, men jeg tror også, at det tager mange år og mange frivillige/studerende til at lave det om.
Læringsmål 2:
Hvad:
Jeg ønsker at opnå indsigt i, om praktikstedet har definerede pædagogiske handleformer og metoder.
Hvorfor:
For at få mere baggrundsviden om de pædagogiske handleformer og metoder der bliver brugt i dagligdagen på børnehjemmet, så jeg kan lærer anderledes former at tænke pædagogik på.
Hvordan:
Det vil jeg gøre ved at arbejde en måned med de helt små børn, og dernæst med skolebørn, og se om der er en forskel i måden at tænke alder på. Om de små børn kun er ren pasning, og de ’store’ er ren læring.
Besvarelse:
Der er ikke markant forskel på, om du er 3 eller 15. Kan du arbejde, bliver du sat til arbejde. De store har mere ansvar for andre, end mindre børn har, men det er logik. Jeg har fundet ud af, at intet er ren pasning. Nogle gange har jeg fået fornemmelsen af, at lederen og hans kone syntes, at børnene skal være glade for, at børnene har tag over hovedet og får (nogle gange) tre måltider om dagen, når deres forældre ikke gider. Samtidig syntes jeg også, at det er forkert, så meget ansvar de store børn får for de mindre børn. Jeg forstår godt meningen med, at de skal hjælpe til, men at en dreng på 15 skal have ansvar for 20 drenge i en sovesal og sørge for, at drengene går i bad hver anden dag, reder sengen hver morgen, hjælper andre, skiftes til at gøre rent i sovesalen osv., syntes jeg er for meget ansvar, som de ikke skal påtvinges. Og hvis de ikke gør det, får de ikke mad i et vist antal dage. Så bliver et måltid taget fra dem. Jeg er tilhænger af konsekvenspædagogikken, men ikke den slags konsekvens, og jeg har prøvet at tage den med lederen og hans kone, og de blev rigtig fornærmet. De vidste garanteret godt, at hvide ikke ville synes, at det er i orden.
Der er ingen pædagogiske handleformer, men igen er visionen der, men midlerne mangler. Det er der, vi kan gå mest ind og hjælpe, men det kræver meget og langvarigt arbejde. Man kan sagtens sætte tanker og handlemåder i gang, så personalet får redskaber til, hvordan man kan klare konflikter med børnene, og alternative måder at give ’straf’ på. Jeg har ikke kunnet få det igennem, fordi grundlaget for en ’aktion’ har været for tyndt i starten. Det er først den sidste måned, jeg har fundet ud af, hvor slemt det har været, og det har ikke været nok for mig. Jeg har fået sat tanker i gang, men der mangler en udførelse ellers kan det være svært at udleve en tanke.
Læringsmål 3:
Hvad:
Jeg vil fordybe mig i teorier om tilknytning. Jeg vil gennem kendskab til nogle børn prøve at få indsigt i deres baggrundshistorie, og derved se på tilknytningsforholdene.
Hvorfor:
Fordi jeg finder det spændende at kigge nærmere på tilknytning på et børnehjem.
Hvordan:
For at få baggrundsviden vil jeg læse om tilknytning for derefter bedre at kunne studere tilknytning hos udvalgte børn på børnehjemmet.
Besvarelse:
Jeg valgte at se på tilknytning på fire børn – en dreng på tre, en pige på seks, en pige på 14 og en dreng på 15. Drengen på tre og pigen på seks har ikke forældre. Pigen på seks har slægtninge, mens drengen på tre bor permanent på børnehjemmet. Pigen på 14 og drengen på 15 har begge forældre.
Udslaget for at valget faldt på disse fire børn, er, at der er en markant forskel i den måde de tager kontakt til fremmede mennesker på.
Drengen på tre er en sjov gut. Han er ikke en der springer i armene på fremmede, men samtidig vil han også gerne. Han er en charmør, der ved, hvordan man får opmærksomhed ved at udvise det modsatte. Han blev bragt til børnehjemmet, fordi hans mor kom i fængsel, og fængslet mente ikke, at hun skulle have sin daværende ca. tre-måneder gamle baby med. Han bor permanent på børnehjemmet og har gjort det siden han kom dertil som baby. Man kan ikke mærke på ham, at han ikke har haft det intime forhold til nogen, siden han kom til børnehjemmet. Lederen og konen har deres to drenge på børnehjemmet, og da drengen kom dertil, havde hun sin store dreng at tage sig af, som dengang var halvandet år. Han har haft skiftende omsorgspersoner (blandt de lidt ældre piger og drenge). Men man kan ikke mærke på ham, at han ikke har fået den tilknytning som alle mennesker har ret til fra fødslen. Han er ikke bagud socialt, kognitivt eller adfærdsmæssigt. Jeg skal ikke kunne sige, om det vil vise sig senere, men ifølge Bowlby vil det være svært for ham (senere hen) at knytte sig til andre.
Pigen på seks er den, hvor det er markant, at tilknytningen til en omsorgsperson ikke rigtig har eksisteret. Hver gang hun ser en voksen, fare hun i armene på personen. Hun leder konstant efter en at føle sig tryg ved, men så snart hun får opmærksomheden, kan jeg spotte utryghed i øjnene på hende. Hun er meget usikker og utryg hele tiden, men hun har ikke svært ved at være sammen med andre børn, som man skulle tro. Hun har svært ved, at der er stille omkring hende, hun har svært ved at læse andre og hendes kognitive færdigheder halter. Hun har det, Bowlby vil kalde for ”det ængstelig ambivalente tilknytningsmønstre”, hvor hun ikke er sikker på, at omsorgspersonen vil være der, hvis hun har brug for det, og hvor hun har problemer med adskillelse.
Pigen på 14 er en dejlig pige. Hun bor på børnehjemmet uden for ferierne, fordi hendes forældre ikke har råd til at sende hende i skole. Hun er en reserveret pige, som skal se folk an, før hun snakker med dem. Hun er meget nysgerrig på andre mennesker og på, hvad de vil i livet, og hvad de laver med livet. Hun har HIV, men det vidste jeg ikke, før jeg fik det at vide for en måned siden. Det kan spille en rolle i hendes måde at henvende sig til andre på, fordi hun kan være bange for, at man kan se, at hun har HIV. Hendes tilknytningsmønster vil jeg betegne som helt normal. Hun har haft det hun skulle i sine tidlige år fra sine forældre. Jeg syntes, hun var spændende at tage fat i, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor hun var genert og ikke var til kram, som alle ellers er her i Uganda. Der er meget intimitet blandt folk, så jeg fandt det underligt, at hun ikke var det, men jeg er kommet frem til, at det nok har noget med hendes sygdom at gøre, fordi hun ellers er helt med på alle punkter, hvor der ville være ’fejl’, hvis det havde været med tilknytningen.
Drengen på 15 er ligeledes helt almindelig i sin tilknytning. Jeg valgte ham, fordi han er det eneste barn i ’flokken’ på 7, som bor på et børnehjem. Begge hans forældre er skolelærer, og har været det i mange år. Han er det eneste barn, der har boet, og bor uden for ferierne, på børnehjemmet. Det synes jeg var underligt i starten, men jeg har fundet ud af, at det har noget at gøre med hans far. Han kommer ikke godt ud af det med sin far. Han er en selvstændig fyr, som har sin egen mening, og det er ikke velset i Uganda. Især ikke, når det er børn. Han er ængstelig i nærheden af sin far. Han er på vagt, og er altid en armslængde fra sin far. Men ellers er der ikke noget unormalt med ham. Han er en fyr, der skal se nye folk an, og som efter lidt tid henvender sig til folk.
Læringsmål 4:
Hvad:
Jeg vil undersøge institutionens historie og struktur og finde ud af, hvordan de er blevet til det, de er i dag.
Hvorfor:
Fordi jeg ønsker en indsigt i institutionens udvikling, for derved at kunne se om samfundet ligeledes har udviklet sig.
Hvordan:
Ved at snakke med lederen og hører hans version. Derefter, snakke med forskelligt personale og sammenligne historierne. (Jeg kan kun tage deres ord for gode vare, men stadig stille spørgsmål ved en eventuel udvikling)
Besvarelse:
Børnehjemmet har eksisteret i omkring 50 år. I de 50 år er der ikke sket nogen markant udvikling. De har fået flere sponsorer. De har fået et samarbejde med en sponsorer i Danmark, en i USA, en i England og en i Australien, men jeg vil ikke nødvenligvis kalde det for en udvikling. Det er mere en hjælp for mig at se, fordi de hjælper med mad til børnene, hjælper med materialer til børnene til skolen, de hjælper med bygninger osv. Ikke noget pædagogisk, som der ellers ville være brug for. Så er de blevet mere kendt af Europa, for der kommer mange hvide for at hjælpe børnehjemmet. Det er det eneste, jeg vil kalde for udvikling.
Lærerne har ikke været der længe nok til at kunne give mig et konkret svar, om der er sket en udvikling. De fortæller, at lederen har fået flere visioner om en mere europæisk stil, hvad angår børnehjemmet, og flere projekter i lokalsamfundet, som gør, at hans børnehjem bliver bedre kendt af et større ’publikum’, så at sige.
Læringsmål 5:
Hvad:
Jeg vil gennem observationer og refleksioner indsamle viden og erfaringer, der kan bidrage til udvikling af egen og stedets pædagogiske kompetence. Jeg vil bl.a. inddrage min rolle som hvid i en ugandisk kontekst.
Spørgsmål som: Hvad der sker? Hvorfor det sker? Hvad der kan gøres anderledes?
Hvorfor:
Fordi jeg finder det relevant at kunne være med til en udvikling på et børnehjem med begrænsede midler og vise dem en vej til en større faglighed, som de kan være stolte af og lærer fra sig til andre børnehjem eller skoler. Og det er samtidig en måde at få institutionen til at have deres egen identitet i stedet for at ligne alle andre. Dette kan hjælpe dem til at være mere attraktive for sponsorere.
Hvordan:
Jeg vil under praktikopholdet nedskrive observationer, refleksioner, erfaringer og oplevelser.
Besvarelse:
De observationer og refleksioner jeg har gjort mig på børnehjemmet, har resulteret i, at jeg er blevet meget mere bevidst om, hvordan jeg vil reagere i bestemte situationer. Situationer som, når børn slås. Jeg har været meget i tvivl, om jeg kunne tillade mig at blande mig, når børnene var oppe at slås, fordi de er vant til at klare konflikter selv. Spørgsmålet om, hvorvidt jeg skulle blande mig og prøve at mægle mellem dem, var en god ide, har jeg tænkt meget over. Jeg har prøvet begge dele. At blande mig og holde mig udenfor. Og begge ’metoder’ har virket. Børnene fandt selv ud af det, da de fik lov at slås og komme frem til en løsning selv, og det hjalp også, da jeg mæglede mellem dem. Situationerne var forskellige, men i begge tilfælde var det drenge der var i uoverensstemmelser. Jeg syntes det var grænseoverskridende at se, at drengene sloges, men samtidig synes jeg også, at det fik mig til at se anderledes på tingene. Det fik mig til at tænke, at jeg er for hurtig nogle gange til at prøve at løse børnenes konflikter. De kan sagtens selv – jeg skal bare give dem mere plads og tid. Men det skal heller ikke ende i vold. Jeg er ikke tilhænger af vold, men i Uganda er det at slå en del af kulturen, og det er svært at sige til børnene, at de ikke skal slå. De forstår ikke, hvorfor de ikke må, og hvis man forklarer dem det, så griner de og ryster hovedet. Og i princippet kan jeg godt forstå dem, fordi det er så anderledes for dem.
Jeg har lært, gennem refleksioner, at være mere tolerant i mit arbejde. Med nogle af børnene har der været en sprogbarriere, som har gjort, at man skulle tænke i andre kommunikationsformer. Det tog tid og tålmodighed nogle gange, men det har været sund for mig, fordi det ellers skal gå så stærkt. Men hvorfor har det skullet det? Det kan mit arbejde da kun blive dårligere af. Når man arbejder med mennesker, så tager det, den tid, det tager, og hvis man skal have noget kvalitativt ud af arbejdet, så skal der tid til. Det har været sund for mig at få øjnene op for det, og samtidig har det været godt for mig, at være i en kultur, hvor der ikke er tid. Er solen oppe, er det dag. Det er mørkt kl. 19 hver dag i Uganda, og da jeg først havde husket det, gik det meget nemmere med tiden, når jeg ikke havde et ur. Man har aldrig travlt i Uganda, og det har jeg lært meget af. Børnene blev heller aldrig stresset, når de var sammen med mig. Det kan jeg godt føle, at de kan blive i Danmark, fordi jeg er en, hvor tingene skal gå som perler på en snor. I Uganda tager man tingene som de kommer, og det er svært at lave mere en to ting om dagen.
Læringsmål 6:
Hvad:
Jeg vil undersøge, om der er tværfagligt samarbejde mellem børnehjem og skole – og i så fald, hvordan fungere det.
Hvorfor:
Fordi det er vigtigt at vide, om de kan arbejde sammen på tværs af professionerne som vi kan i Danmark
Hvordan:
Ved at snakke med lederen og medarbejderne, og hvis de har tværfagligt samarbejde i gang, så være med til møder og indgå i arbejdet, så jeg får den ønskede indsigt i deres måde at gøre tingene på
Besvarelse:
Jeg har fundet ud af, at der ikke er tværfagligt samarbejde i gang mellem børnehjem og skole. Skolen er en del af børnehjemmet, og derfor har jeg reflekteret over, om jeg overhovedet ville kunne kalde det tværfagligt samarbejde. Baseret ud fra ordenes betydning, så ville jeg godt kunne kalde det tværfagligt samarbejde, men lederen har ikke noget at gøre med skolen og lærerne og lederen snakker ikke om, hvordan det kunne forbedres. Lærerne underviser som altid – ved at stå ved tavlen og eleverne skal skrive efter.
Der har ikke været holdt møder, hvor jeg kunne være med. Der er en ’social worker’ (pædagog) ansat på børnehjemmet, men han blander sig ikke i undervisningen af underlige årsager. Han har fortalt, at han har fået at vide, at han ikke var uddannet lærer, så han havde ikke noget at skulle have sagt i forhold til undervisningen. Men det var ikke lederen der sagde det, men lærerne. De ville ellers have gavn af at lærer af hinanden.
Læringsmål 7:
Hvad:
Jeg vil undersøge, hvordan personalet håndtere børn med HIV og AIDS, og hvordan de tænker sikkerhed og forebyggelse.
Hvorfor:
Fordi jeg finder det meget eksistentielt på et kontinent, hvor det dræber mange mennesker på årsbasis, og hvor flest børn og mennesker er Hiv-smittede.
Hvordan:
Ved at snakke med personalet omkring deres håndtering af børnene, hvis børnene er Hiv-positive. Derudover vil jeg besøge et center for Hiv-positive kvinder og snakke med kvinder, hører deres historie, og snakke med personalet om, hvad deres arbejde består af, og hvordan de beskytter sig selv.
Besvarelse:
Personalet har ikke virket til at gøre sig de store forholdsregler omkring børn med HIV eller AIDS. Det kan der være tre grunde til: 1) De har selv HIV eller AIDS, så de løber ikke nogen risiko, 2) de ved, hvilke børn der har det, og vælger bevidst ikke at hjælpe, eller 3) de ved, at der skal meget til for at få det fra en anden person, medmindre man har seksuelle akter med en anden person. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget børnene ved omkring sygdommene, og chokkeret over, hvor lidt jeg selv ved. Vi kan også se det sådan, at jeg ikke behøver frygte det i lige så høj grad, som de gør i Afrika. Og samtidig er det sygdomme, såkaldte, eksperter ikke helt kan blive klog på.
Hvis børnene har slået sig og det bløder, har jeg observeret, at lærerne slet ikke hjælper barnet. Det er som regel de større børn der hjælper eller os (hvide). Jeg har ikke været bange for at få det. Men jeg er også gået ind til det med en indstilling om, at jeg hellere ville have det fra et barn, som jeg har haft hjulpet, end fra en tilfældig fyr i Danmark. Og så har jeg fået at vide, at der skal 3ml blod fra en HIV/AIDS positiv person i et åbent sår, hvor blodet er fremme, før der er et reel risiko for, at man får det. Derfor har jeg ikke være bange, og jeg har samtidig bevidst valgt ikke at vide, hvilke børn på børnehjemmet der er HIV/AIDS positiv for ikke at komme til at støde børnene fra mig. Jeg ville ikke have nogen fordom om børnene på forhånd, fordi jeg var bange for, at det påvirkede mit arbejde for meget. Og det har været en god strategi, fordi jeg senere hen har fundet ud, hvem af børnene, der var HIV/AIDS positiv og mange af dem, var nogle jeg havde fået er rigtig godt forhold til, og jeg stødte dem ikke fra mig, men jeg tror ikke, at jeg havde fået samme forhold til dem, hvis jeg havde vidst det.
Lederen startede et projekt op i starten af november, hvor han tager ud i lokalsamfundet (bushen) og snakker med folk omkring HIV og AIDS – hvordan det bliver overført fra mand til kvinde eller omvendt, fra mor til barn, hvordan man beskytter sig ordentlig osv. Lederen tænker rigtig meget på forebyggelse, og han sørger for, at børnene ved meget omkring sygdommene. Personalet (lærerne) derimod virker til at være ligeglade. Men de har garanteret også været rumlen igennem før, så de har hørt, hvad der er at sige, men derfor synes jeg godt, at man kan vise interesse i sygdomme, som er så udbredte og farlige – om ikke andet, så for børnenes skyld, så de kan komme og spørge, hvis de er i tvivl.
Jeg har ikke kunnet få lov til at komme på besøg på Taso (et hospital for HIV og AIDS ramte kvinder og børn). Jeg ville gerne have spurgt personalet om, hvad deres hverdag bestod af, hvordan de spreder budskabet omkring HIV og AIDS, om de har projekter i gang, hvordan de forebygger selv at blive smittet gennem patienter