Menneskesyn

- Syn på børnene:
Lederen af børnehjemmet Family Spirit i Masindi har et syn på børn, der udtrykker, at børnene skal spejle de voksne. De voksne ved, hvordan man agere i samfundet, og det skal børnene lærer. De skal lærer at begå sig ordentlig i samfundet, uden at lave ballade og uden at komme i problemer. Det er hans vision. Men om hans vision er, at børnene skal spejle hans opførelse udadtil, så børnene kan sige, at de har fået ’den gode opdragelse’ fra ham, er ikke til at sige, men det kunne sagtens være en bagtanke. Han vil gerne have, at børnene er velorganiseret, når de går uden for børnehjemmet. At børnene er rene hver dag, at børnene tager bad hver anden dag, at børnene rydder op efter sig selv, at børnene hjælper hinanden, at børnene børster tænder hver morgen, osv. Han vil gerne have, at børnene lærer, hvad der er rigtigt og forkert. I Danmark gør vi egentlig det samme med børnene. Vi vil gerne have, at de ser præsentable ud, når de går uden for en dør – det samme gælder voksne. I Danmark ser man meget på opdragelsen, og at den passer ind i samfundet – det samme gælder i Uganda. Den helt store forskel er nok, at I Danmark kan vi godt overse de små ting – de fleste kan – men i Uganda kan børnene få det pointeret, at de små ting ikke er fyldestgørende nok, og derfor skal lave det om. Børnene skal repræsenterer de voksne, og hvis børnene fejler, fejler de voksne, og så fejler hele dennes familie. Børn er heller ikke børn på samme måde som i Danmark. Børnene skal hjælpe forældre i en meget tidlig alder. Der er ikke nogen grænser for, hvad de skal hjælpe med – kan de hjælpe, så skal de hjælpe. Men til gengæld er der ikke noget brok fra børnenes side – de gør det bare. Men hvis fysikken svigter, så får de deres ældre søskende til at hjælpe. Der er meget sammenhold familierne imellem trods alt. Man skelner ikke mellem, det at hjælpe til og børnearbejde, som jeg ser det.

- At mennesket udvikler sig ved anvisninger om måder at agere på:
I lederens måde at håndtere konflikter på, når vi er til stede, opfanger man en snert af, at han prøver at være en mægler mellem børnene, og vise dem, at man sagtens kan snakke om tingene. Men når vi ikke er til stede, bliver børnene slået, hvis de ikke makker ret. Det er meget paradoksalt, og det gør også at børnene bliver forvirret, men samtidig er de godt klar over, at leder og kone ikke slår, når vi er der, så der får den lige lidt ekstra, fordi der ikke er samme konsekvens. De større børn er bedre til at være mæglende og vise de mindre børn, hvordan man kan læse en konflikt på en (forholdsvis) rolig måde. Jeg vil ikke sige, at lederen tænker over, at børnene skal guides til, hvordan de kan løse konflikter. Han tænker mest på, hvor hurtigt det kan overstås.

- Den rette tilrettelæggelse af læring får iboende egenskaber til at vokse frem:
Nej. Og alligevel. Men tilrettelæggelse af læring kender de slet ikke, tror jeg. De kigger meget nysgerrigt, hvis man prøver at lege en leg med regler med børnene, men lærerne, lederen og konen vil ikke gøre det samme. De leger ikke sådan med børnene. De griner og synes, at det ser sjovt ud, men hvis man spørger, om de vil være med, så afviser de blankt, og giver begrundelsen: ”Jeg er jo voksen”. De tænker meget i, at undervisningen skal føre til en uddannelse, som skal føre til et job, som skal føre til, at man kan begå sig i samfundet og få skabt en familie. Lærerne og lederen siger tit til børnene, at ingen vil gifte sig med dem, hvis ikke de har en uddannelse, og hvis ikke de opføre sig ordentligt. Det er noget børnene lytter til, for de vil ikke være en, som andre ser skævt til, og som andre ikke vil gifte sig med. Men samtidig er børnene børn. De skal prøve nogle grænser og være ulydige nogle gange. De større børn er bedre til at sætte tankerne i gang hos de mindre børn. Det har en bedre indvirkning på de mindre børn, når det er et større barn, der fortæller om konsekvenserne.

- Læring skabes og udvikles i relationer:
Det er sådan en god sætning, vi kender så godt i Danmark. Det er en mærkesag i Danmark, vise steder. Men i Uganda, tænkes der ikke helt på samme måde. På børnehjemmet kan lederen godt se, at de mindre børn har godt af at være sammen med de store børn, og omvendt, men begrundelsen kan han ikke give. Han ved de mindre børn lytter meget til de større børn. Starten af en ny vision er ved at vokse frem. Hvis jeg forklarer ham, hvorfor det har en gavnlig effekt, at små og store er sammen, og at relationen til andre betyder meget for børn osv., så siger han: ”ja”, og så er der ikke meget mere at sige. Han forstår ikke helt tanken bag det – endnu.

- Opfattes dysfunktioner som skyld og skam:
Det vil jeg være tilbøjelig til at sige ja til. I hvert fald på Family Spirit. Der er kommet to nye drenge – brødre – og den ene er HIV-positiv (den yngste), mens den anden ikke er. Den yngste er meget underernæret og fejlernæret, så han har brug for ekstra pleje. Han sidder aldrig ude foran ved klasseværelserne, så han kan se andre end kun børnene og personalet på børnehjemmet. Jeg føler, at han bliver gemt væk, fordi han er syg, og kan se lidt skræmmende ud. Han har svært ved at gå pga. manglende næring. Han har udset sig nogle yndling, og der er jeg ikke i blandt, så jeg vil ikke (med så kort tid tilbage) begynde at presse ham til at kunne lide mig, så jeg kunne bære ham om på den anden side. På børnehjemmet tager de alle slags børn til sig, som har brug for hjælp – eller det bliver der sagt. Men der er ikke nogen børn med fysiske handicaps, og mentalt handicaps, tror jeg, de har svært ved at opfatte og spotte. 
Men i Masindi by går der en hjerneskadet rundt og tigger om penge. Han er helt ufarlig, og mange lokale giver ham penge, og han smiler til folk, men han har ikke noget sprog, og han ser anderledes ud, end andre. Men han bliver ikke gemt væk på nogen måde. Hvordan hans situation forholder sig med hjem og familie, skal jeg ikke kunne sige noget om, men jeg synes, at han er lidt hyggelig.