Dagen før afrejse

Søndag d. 18-8-2013

Dette er dagen før afrejse. Jeg vil prøve at beskrive, hvad jeg tænker og føjer, men det er sgu ikke helt nemt.

Jeg er ikke klog på, hvad jeg tænker lige nu. eller føler for den sags skyld. Jeg er helt tom for tanker. Måske er det en forsvarsmekanisme for ikke at bryde sammen, måske er det forvirring, måske er der for mange tanker, så man ikek ved, hvad man tænker. Puha, kan I fornemme det? Jeg tror mest på den første, for jeg ved, at jeg vil tude i morgen i lufthavnen, når jeg siger: "Vi ses" til mine forældre og min bror. Og jeg vil savne dem mere end noget andet - uden tvivl.
Jeg er meget forældre-glad, og jeg er som bekendt ikke flyttet hjemmefra endnu, fordi jeg vidste, at jeg skulle i udlandspraktik. Det har jeg tænkt en del over, og jeg det vil blive det hårdeste jeg nogensinde har gjort - og vil gøre. Det bliver så ekstremt stort og karaktergivende for mig, at det er vanvittigt!

Lige nu (kl. 22.02) tænker jeg på, hvor meget jeg vil savne mine forældre, min bror og nogle veninder og venner. De betyder meget for mig og har alitd været der for mig. Og de får mig altid til at føle mig elsket og værdsat, og det er bare en unik følelse. De mennesker ved måske ikke, hvordan de får mig til at føle, men jeg håber, og hvis ikke håber jeg, at de gør det nu.
Der er en person jeg godt tør nævne heri, som jeg vil savne ud over alle grænser, og det er min morfar. Jeg kommer til at savne ham EKSTREMT meget. Lige nu savner jeg ham, men nok fordi jeg føler, at jeg skal, mens jeg skriver dette. Jeg tør ikke rigtig tænke på, hvor meget jeg egentlig vil savne ham.

Imellem alt dette savn tænker jeg på, hvad det er jeg kommer ned til. Hvordan det vil være at leve i en HELT anden kultur og verden i forhold til Danmark. Jeg er en pige med temperament (for dem som ikke ved det), og det kunne jeg forstille mig, at jeg skulle tænke meget mere over i Uganda, end jeg gør herhjemme. Det kulturchok, jeg egentlig håber på at få, håber jeg er god og hård for mig. Forstået på den måde, at jeg vil se tingene i et andet perspektiv. Men jeg ved godt, at dette ophold ikke kan redde verden, men jeg håber på at få nogle indsigter som er så unikke, at jeg kan hjælpe. Og at hjælpe, er en start for mig. Jeg skal ikke ned med det formål at redde verden, men at hjælpe andre til et (forhåbentlig) andet perspektiv på børn og kvinder.

Jeg har ikke så meget at sige mere nu, for jeg er stadig tom for tanker og følelser. Det er svært at få så meget frem, når der er omtrent 16 timer til vi skal flyve fra lille Danmark. Der er mere at rapportere om, om ikke så længe, når jeg ved noget mere om mig selv og det store spring jeg er ved at tage.

Take care folkens