Inden hjemkomsten

- Dansk baggrund på en afrikansk arbejdsplads:
En ting jeg hurtigt erkendte var, at vi har glasbørn i Danmark og nogle pædagoger fremmer glasbørn. Men faldt børnene i Uganda og slog sig, så børstede de det af igen, og løb videre. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget vi pusser om børn i Danmark. Jeg er vant til, at der er frokost mellem 11 og 12 i Danmark, men i Uganda kunne den sagtens blive 15.30 før der var frokost, og der havde børnene længe beklaget sig over, at de var sultne, men der var intet jeg kunne stille op. Det var svært, når det skete, for selvom jeg skyndte på køkkendamen, så skete der ikke noget. Jeg er vant til, at i en dansk institution, går alt efter tide. Man skal nå noget til en bestemt tid, hvorimod i Uganda var det mere på gefüllen, som man siger. Havde man en ting, man skulle nå onsdag, var man heldig, at det skete onsdag. Ellers nåede man det forhåbentlig de efterfølgende dage. Der er intet stress. Man skal ikke nå noget til en bestemt tid i Uganda, og det kom tit i konflikt med min danske baggrund, hvor tid er penge, og hvor man skal helst nå alt på ingen tid.
Det var også bemærkelsesværdigt, at børnene kunne græder over ingenting, så de fik lidt trøst, og så var de over det igen. Det var de små ting der fik bærret til at flyde over, virkede det som om. Når de slog sig slemt, så var de seje, men skete der ingenting, så kunne det være jordens undergang. I disse situationer kunne jeg godt mærke, at børnene hobbede følelser op i kroppen, som kom ud, når man mindst ventede det. Og så var det, jeg kunne mærke børnenes behov for omsorg. Og den fik de fra mig, og der var plads til alle uanset ’skade’. Det var rart at se, hvordan børnene gik igen, når de havde fået fyldt deres omsorgsbehov. Der kunne gå minutter eller timer – for mig var det lige meget. For mig var det indlysende, at børn der har et behov, skal have det behov dækket, og det vidste børnene, at de kunne hos mig, så de kom tit hen og fik et kram eller puttede – uanset alder. Der er kæmpe forskel mellem danske børn og ugandiske børn, fordi jeg ikke har mærket samme behov fra et dansk barn. Jeg kunne tydeligt mærke på børnene i Uganda, om de skulle have medlidenhed, om de var utrygge, om de havde behov for et kram eller bare nærvær. Det synes jeg kan være svært i Danmark at bedømme, men de fleste børn i Danmark er også vant til at få deres behov dækket af forældrene, så det er svært for en udefrakommende at opfylde behovet til fulde, men det kunne jeg i Uganda, og det fik mig til at føle noget specielt.

- Lært om mig selv:
Jeg har lært ufatteligt meget om mig selv. Jeg har lært at være mere tolerant, som nogle gange har været et problem for mig. Jeg har lært, at kommer tid, kommer råd. Jeg har lært at værdsætte de små ting i hverdagen. Jeg har lært, at jeg brænder for at arbejde med børn (mere end jeg gjorde i forvejen). Jeg har lært mig selv og mine følelser bedre at kende. Jeg har lært at samarbejde med alle slags mennesker. Jeg har lært at være mere tålmodig overfor andre. Jeg har lært, at nogle gange er verden modbydelig, men der er intet at gøre.

- Udvikling af kompetencer:
Jeg har udviklet min tolerance og min tålmodighed, som har voldt mig problemer i fortiden. Samtidig har jeg fået sat flere ord på mit temperament, så jeg bedre kan genkende sjældne følelser. Jeg er bedre til at få sat ord på mine følelser, og så er jeg blevet bedre til at reflektere over tingene.

- Nye og anderledes måder at agere på:
Jeg har opdaget, at jeg er meget mere afslappet omkring børn – i henhold til, hvis der sker noget. Jeg har opdaget, at jeg før kunne stresse enhver, fordi alt skulle gå så hurtigt – jeg er blevet markant bedre til at tage tingene som de kommer, og ikke at stresse børnene, hvis de er lang tid om noget. Jeg er ikke lige så opfarende, som jeg har været, hvis der sker noget uventet.

- Hvis ikke jeg havde været i udlandspraktik:
Hvis jeg ikke havde været i udlandspraktik, havde jeg ikke ændret mig. Jeg havde stadig kørt i samme spor. Jeg havde ikke udviklet de samme kompetencer og evner, som jeg har haft behov for at udvikle.

- Opholdet i udlandet har påvirket mig:
Ophold i udlandet har påvirket mig positivt! Det har været super hårdt, men i den tid, hvor det har været hårdt, har jeg samtidig indset nogle ting, hvilket kun gør det hårdere. Det har været rigtig sund for mig at opleve, hvordan de gør ting et fremmed sted. Jeg har været meget dansk, og jeg har været stolt – det er jeg stadig, men det er på et andet plan. Jeg troede, at min danske kultur var under beskydning i starten, fordi alt gik galt, alt var imod mig, indtil jeg indså, at jeg holdt for meget fast i min danske kultur til at kunne adoptere noget af en anden kultur. Jeg troede, at folk ville have mig til at være afrikansk på ingen tid, og derfor kæmpede jeg imod, men de ville vise mig og lærer mig, hvordan det også kunne gøres. Da jeg indså, at jeg måtte lade være med at kæmpe imod, fandt jeg den smukkeste kultur, jeg nogensinde har set og oplevet.

- Min reaktion i fremmede forhold:
De første to måneder ca., gik jeg og var meget aggressiv overfor den afrikanske kultur. Jeg hadede den, jeg holdt fast i min danske kultur, og jeg gad ikke lytte til noget. Jeg var vred, jeg var chokkeret og jeg var bange. Vred over, at jeg følte mig angrebet, chokkeret over forskellen på Danmark og Uganda og det faktum, at jeg tog springet og bange for at miste alt, hvad der hedder dansk. Men jeg indså at uanset hvad, kan jeg ikke miste min danske kultur, fordi jeg er så dansk i min tankegang og væremåde. Det kan ændres, men ikke forsvinde. Og derefter slappede jeg af. Derefter var jeg ikke anspændt, og jeg nød opholdet ekstremt meget. Og nu elsker jeg at blive kaldt mzungu og være berømt.